lørdag den 29. december 2007

Lidt fiflen med Picasa

Jeg har tidligere været inde og prøve Picasa af på nogle af billederne på min pc. Jeg har nu ikke så mange, og i hvert fald ikke nogen der er specielt velegnede til Picasa-brug. Så jeg har været en tur på nettet for at finde en skæv horisont og et enkelt rødt øje, som jeg kunne rette lidt op på.
Herunder kan resultaterne ses som før- og efter billeder.












Som det muligvis kan ses (i hvert fald hvis man klikker på billedet og ser det i lidt større format), er Picasa dog ikke helt nok til at kunne rette fuldstændig op på det røde øje. Og det hjælper ikke at køre "røde-øjne"-processen igennem 2 gange. Det giver bare den stakkels model et blåt øje.











Og et lille fif at slutte af med: Hvis man vil undgå at billedteksten nogen gange lægger sig (delvist) ved siden af et billede, så indsæt html-kommandoen "br" indenfor mindre-end/større-end-tegn (<>) umiddelbart inden din billedtekst. (br betyder break=ny linie). Og voila: teksten lægger sig pænt nedenunder billedet.
Man skal sikkert indsætte flere linieskift for at komme langt nok ned, men antallet må man selv eksperimentere sig frem til. Man kan skrive break-kommandoerne umiddelbart ved siden af hinanden.
Beklager hvis ovenstående lyder lidt kryptisk, men det er lidt svært at beskrive ordentligt i bloggen, for hvis jeg i teksten her putter br ind i <> laves der blot et linieskift, og ingen vil kunne se, hvad det egt. er der står, så ring og spør' hvis det er helt uforståeligt.

torsdag den 27. december 2007

Lidt øvelser i Flikr

Så fik jeg lagt et par billeder ind i Flikr. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville tage nogen julebilleder, men det blev ikke rigtig til noget.
I stedet har jeg gravet endnu et par billeder frem fra Sverige og lagt på. Problemet for mig er, at jeg ikke har lyst til at lægge billeder af mig selv eller min familie ud til almindelig beskuelse på internettet. Og jeg gider - som Lone også er inde på i sin blog - rent ud sagt ikke at skulle invitere jer alle enkeltvis til at se dem. For hvis jeg gad det, kunne jeg bare vælge at lægge billederne ud til beskuelse af "friends" og så invitere jer.
Men I må nøjes med et par neutrale - men da vældig pæne - billeder som I kan se ved at klikke på dette link.

torsdag den 13. december 2007

En "bageopskrift" fra YouTube

En smule utraditionel - men ganske effektiv - opskrift på donuts:



Let og elegant lille kokketrick :-)

Det var let nok at lægge linket ind. Jeg kan bare ikke lige slippe for at den afslutter med at give mulighed for - ikke alene at gense klippet - hvilket jo er ok og meningen - men også at vælge nogen af de andre Muppet-Chef-klip fra YouTube. Det er selvfølgelig sjovt nok, men lidt forvirrende at se på.

søndag den 9. december 2007

Min del.icio.us er ikke noget pragtstykke

... Endnu.
Men det skal nok komme. For det er en rigtig nyttig ting, den her. Meget bedre end "Foretrukne". Både fordi den altid er tilgængelig - der på internettet. Og fordi tagging-muligheden gør den mere anvendelig, både hvis man er ene om den og bare har hældt mange sider på den, og hvis man er flere, der deles om samme del.icio.us-konto.
Så jeg vil stille og roligt begynde at fylde nyttige sider på min konto, og se hvad det kan udvikle sig til.

lørdag den 8. december 2007

LibraryThing-tingen

Nå der var jeg da vist lige ved at være røget noget bagud i feltet. Eller blive tabt bag en vogn, eller hvad det nu kan hedde.
Det viste sig, at det at holde en uges ferie her i december ikke betød mere tid til f.eks. at lave 23 ting. Nå men nu er ferien næsten slut, og her på falderebet nåede jeg så endelig at lave de ting jeg skulle have lavet i sidste uge.
Det var sådan set let nok at lægge bøger på LibraryThing. Men det er jo sjovest hvis der er covers på bøgerne, og jeg blev lidt i tvivl om hvordan rettighederne var med de danske bøger, så jeg har kun hentet ind på de engelsksprogede.
Og tak Pia for vejledningen (på din blog) til, hvordan man får smidt bøgerne ud i siden af bloggen, så de ikke ligger og slammer midt i de almindelige blogindlæg.
Det eneste der nu irriterer mig er, at skriften (forfatter + titel) ud for bøgerne er med fed. Det ser lidt voldsomt ud, men det må jeg lige forske i senere.

søndag den 25. november 2007

Foto på Google Talk

Så fik jeg lagt et foto af mig selv ind på Google Talk. Det var ret let. Det besværlige var at snøvle mig sammen til en lille hjemlig fotoseance. Jeg lagde det på fra gmail, hvorfra man jo også kan starte sin Google chat. Hvis man her holder musen over sit eget navn i Hurtige kontaktpersoner, fremkommer en pop-up. Her er en af mulighederne Skift billede. Et klik på den bringer dig over i din gmail-profil. Klik Rediger. Klik Gennemse. Find det sted du har lagt dit billede og vælg det. Klik Overfør. Og så er billedet hentet ind i din Google profil. Sæt evt. flueben i boksene til højre for det overførte billede og husk at gemme din profil til sidst. Det lyder lidt indviklet når man skriver det. Men det ligger lige til højrebenet når man sidder med det.

tirsdag den 20. november 2007

Chit og chat

Nåede ikke så meget, men var dog lige inde og udveksle lidt snik-snak på både GoogleTalk og Messenger. Ikke noget at prale rigtig af, da jeg allerede tidligere har oprettet Messenger-konto, og derfor ikke skulle lave noget forberedende arbejde. Men man skal nu lige holde tungen lige i munden, når man skal holde 2-3 samtaler i luften samtidig med at man passer vagt :-)
Svartiden bliver i hvert fald lidt svingende :-))
Kunne senere se at flere af mine kolleger have lagt en lille ikon på deres profil i GoogleTalk, så sådan en blev jeg jo også nødt til at finde og lægge på. Må se om jeg kan finde et "rigtigt" billede senere.

søndag den 18. november 2007

Ting 5 - registrering af blog

Har tidligere truet med at lave ting 5 når der igen var hul igennem til overskrift.dk. Det dropper jeg. Eller - jeg har kigget og klikket, men jeg registrerer altså ikke min egen øvelsesblog der. Måske hvis jeg en dag laver en (interessant) blog. Det er fint vide overskrift.dk findes og at have set hvad der ligger på den. Men det må være nok i denne runde.

fredag den 16. november 2007

Få kommentarer sendt som e-mail

Hvis man på sin blog har stillet et spørgsmål, eller på en helt anden blog har kommenteret noget selv, så vil man gerne følge med i, om der er nogen der svarer/kommenterer videre på sagen.
Det kan man selvfølgelig gøre ved at gå ind og checke den pågældende blog jævnligt. Men det bliver nemt noget tidkrævende, hvis man følger med i mange forskellige blogs. I stedet kan man få bloggen til selv at sende en besked, når en ny kommentar er lagt på.

Hvis man har kommenteret i andres blog og vil følge med derfra:
Neden under den tekstboks, hvor du skriver din kommentar, sætter du blot et flueben i firkanten ud for teksten : Email follow-up comments to my Google account address, så vil du modtage yderligere kommentarer på dette blogindlæg i din gmail-postboks.

Hvis man vil vide om der kommer kommentarer på ens egen blog:
Gå ind i fanebladet Indstillinger, vælg undermenuen Kommentarer. Udfyld det allernederste felt Kommentarmeddelelsesadresse og vupti! Så får du sendt en mail til denne adresse, hver gang nogen kommenterer et af din egen blogs indlæg. Smart og nemt.

onsdag den 14. november 2007

Tilbage-knap funker ikke ved brug af Poll's - tror jeg

Jeg er nu stødt på det et par gange. Det fænomen at man ikke kan bladre tilbage fra en blog, hvor den fremmelige bruger har lagt en "brugerundersøgelse" på. F.eks. på Pia's side Web 2.0 - og andet skæg. Så bliver den hængende på siden. Egentlig mærkeligt synes jeg. Det ser ud som om brugerundersøgelsen har sin egen "rigtige sidevisning" i baggrunden. Det kan man se, hvis man kigger i drop-down-menuen ved siden af frem/tilbage-pilene. Har nogen en god forklaring på fænomenet?

RSS-readere og iGoogle

Så fik jeg kigget lidt på ting 3 og 4.
Jeg havde en masse gamle nyheder liggende i forvejen, fordi jeg oprettede RRS-feeds på Google i forbindelse med et BIBlab-kursus for længe siden. Der har de jo ligget trygt og uforstyrret siden :-)
Jeg har også tidligere fiflet lidt med iGoogle. Nu har jeg så puttet lidt mere på og oprettet et faneblad ekstra. Jeg prøvede først at kalde det Bibliotek og siden Kultur. Men uanset hvilket af emnerne jeg valgte, var Google ikke i stand til via dens automatik at fylde relevante sider på. Ikke angang selv om Bibliotekernes Netguide er en af dem den faktisk har liggende. Den er alligevel ikke så smart som man skulle tro!
I forbindelse med ekstraopgaven til Ting 4 savner jeg faktisk en oversigt over vores mail-adresser. Skulle vi ikke lægge dem ind i regnearket sammen med Blog-adresserne? Vi må jo også få brug for dem, når vi skal til at bruge Google-talk.
Eller hva' syns I andre?

tirsdag den 13. november 2007

Valgdag

Lad mig komme med en tilståelse: Jeg er sofavælger. Eller helt præcist: sengevælger.
Ikke af princip. Og det er også første gang. Men ikke desto mindre sandt.
Det er nu ikke fordi jeg har frasagt mig mine demokratiske rettigheder nu og i al fremtid, men alene fordi jeg i går blev angrebet af en ondsindet virus, som har fået min hjerne til at svulme op og forsøge at presse al overflødig hjernemasse ud gennem øjenhuler og næsebor.
Meget ubehageligt skulle jeg hilse og sige.
Af samme grund bliver det heller ikke i dag, jeg får kigget på ting 3, 4 og 5. Jeg orker ikke at læse, hvad det er jeg skal, så det må vente.

Nå ja. Og for god ordens skyld: jeg har altså fået stemt. Min faste livsledsager var så venlig at transportere mit virusbefængte skrog ned til valglokalerne og tilbage igen til mit førstevalg: sofaen/sengen. Så I skal altså ikke klandre mig, hvis det viser sig, at Anders også sidder der i morgen :-)

tirsdag den 6. november 2007

Ikke noget nyt her

I dag har jeg ikke rigtig øvet mig på bloggen.
Jeg har dog lagt alle Herlevs oprettede blogs ind som foretrukne på min pc. Så kan jeg hurtigt kigge rundt og se hvor langt man er nået. Og gå ind og prøve at svare, hvis nogen har lagt spørgsmål ud på bloggen.
Og så har jeg undret mig over hvorfor linket til deltageroversigten fra 23tblogspot.com kun viser Tårnbys deltagere. Jeg tror nogen (Taarnby selv måske??) er kommet til at fifle med opsætningen af regnearket. Må finde ud af det i morgen.

mandag den 5. november 2007

23 ting - Nu med billeder



Det er nu blevet uge 45, og starten er gået på uge 23 programmet. De første to kommentarer er allerede indløbet min min egen beskedne blog. Meget imponerende :-)
Jeg har jo tyvstartet på min blog, så jeg må vise min gode vilje og finde på noget mere end blot at producere et indlæg.
Jeg har derfor gransket lidt i hjælpefilerne, og har fået lagt billeder på. Dels i indlægget her, og dels i min profil.
Som det kan ses var valgmulighederne ikke store, så det blev til et billede fra vores tur til Ales Stenar (http://www.sydsverige.dk/?pageID=119) i Sydsverige her i sommer. Det er stenen til venstre.

fredag den 2. november 2007

Greenwich Mean Time (GMT) !

Så skulle min Blogs tidsindstilling også være på plads, så jeg ikke arbejder efter Standard Pacific Time, eller hvad det nu var den stod til. Så nu ser det ikke mere ud, som om jeg skriver mine Blogindlæg midt om natten. Der skulle ligeledes være en chance for, at jeg kan være klar til at starte 23 ting til tiden på mandag :-))
Gøres sådan: Gå op til: Tilpas (øverste højre hjørne af din blog) - vælg heri fanebladet Indstillinger - og igen herunder Formaterering. Så kommer bl.a. muligheden for "Tidsindstilling" frem (Pyh, nu finder PET sikkert min blog!)

mandag den 15. oktober 2007

Sig nærmer tiden

For mit vedkommende har forberedelserne til 23 ting ligget lidt stille. Der er jo andre ting (hm!) der trænger sig på. Men nu er der vist ved at være lidt luft igen - og uge 45 nærmer sig med stormskridt - så jeg må se at komme igang med forberedelserne til projektet.
Nå ja. måske er det opståede luftrum allerede ved at blive indsnævret lidt. Herlev Kommune mener at vi, uanset at overenskomstforhandlingerne kun er i de tidlige faser, skal have afsluttet lønforhandlingerne for det kommende år ved årsskiftet. Det kom lidt bag på nogen af os.
Nå men vi når jo nok det hele alligevel.

torsdag den 13. september 2007

23 ting - nu med kvaler

Det er ikke så let at få hele 23 ting.
Der skal tænkes i sikkerhed og drift også, og vilde web-nørder er ikke nødvendigvis dem, der går så meget op i, om der er "bivirkninger", når en ny sjov social teknologi skal prøves af.
De deler gerne ud af deres viden. Og deres vaner med.
Så det gør ikke noget hvis de snedige programmer med widgets og gadgets overvåger pc'en og trafikken på den.

Hm! Men måske går det alligevel. Det ser ud til, at der kun er ganske få af 23 ting programmerne, der gerne vil have lov at downloade og installere programmer. Og nogle af dem kan godt det de skal også uden installationer. Og de sidste (1 måske 2) kan godt undværes.
Så vi kører løs. Det blir' sikkert ovenikøbet sjovt :-)

søndag den 9. september 2007

23 ting på vej. Dette er den første

Dette er første indlæg i min 23ting blog. Ikke prangende. Endnu!! Men hvem ved hvad det kan udvikle sig til.