mandag den 28. januar 2008

H.P.Lovecraft på Bibstream

Jeg har nu været inde på Bibstream for at finde den film af Lovecraft, som der bliver bedt om i 4. opgave til ting 18.
Jeg måtte starte med at installere et plugin ved navn Silverlight, som skal bruges for at downloade filmene på Bibstream. Fint nok. Derefter søgte jeg på Lovecraft, og fandt også filmen - det var "Call of Cthulhu" - og fik den lagt ind i min blog.
Bloggen protesterede godt nok noget over HTML-tag'sene og insisterede på at der var en fejl i dem, på trods af at strengen var kopieret nøjagtigt fra feltet "Indsæt på webside". Jeg granskede den men kunne ikke finde nogen fejl. Efter noget bøvleri gjorde jeg kort proces, bad den ignorere fejlen og udgive indlægget som det var.
Det så heldigvis fint ud, og filmen kørte som den skulle.

Jeg har dog valgt at slette indlægget igen. Filmen starter så snart man går ind på bloggen, og den har en temmelig dyster og enerverende underlægningsmusik (og er 46 minutter lang!). Det synes jeg er for påtrængende og irriterende. Så yt med den igen. Men nu har jeg i hvert fald set at jeg kunne. I andre må nøjes med at tage mit ord for det :-)
Finder jeg senere en kort film - uden lyd! - på Bibstream, kan det være jeg lægger den på i stedet.

onsdag den 23. januar 2008

De sorte spejdere på tur med podcast

Jeg har ikke lige fået det nedfældet før, men jeg har faktisk været igennen podcast-opgaven. Ekstra inspireret af at jeg tidligere den dag havde siddet og hørt Anders Lund Madsen i De sorte spejdere i radioen. ....Eller Den sorte spejder var det egentlig den dag. Han var nemlig alene i studiet, fordi Anders Breinholt var syg. Hvilket dog ikke forhindrede Lund Madsen i at involvere ham i udsendelsen alligevel, ved at ringe hjem til sin syge spejderkammerat og spørge til helbreddet. Meget underholdende.
Nå men det var jo ikke så svært at hente podcasts ned. Nok derfor jeg ikke rigtigt fik skrevet noget.

Faktisk er jeg så meget på omgangshøjde med vores ting, så jeg har smugtrænet lidt med mp3-opgaverne. Jeg har nemlig fået adgang til en afspiller mage til den der bruges i opgaven. Men jeg kan godt mærke at jeg er ude i ukendt land. Jeg ved ikke helt, om det er fordi jeg indtil videre har anvendt MediaPlayer ver. 10 i stedet for ver. 11, som bruges i vejledningen. Men det er nu nok snarere det faktum, at jeg ikke er vant til at bruge mp3-afspiller, og heller ikke har hentet musik over på pc ret mange gange tidligere. Det går sikkert bedre, når jeg har prøvet et par gange mere.

lørdag den 19. januar 2008

Er bibliotekarer nu så kedelige?

Eller har vi i virkeligheden mange flere sider, som vi ikke viser publikum i det daglige?

Librarians dress up



Den er fundet her på Phil Bradley's Weblog