fredag den 9. januar 2009

Netlydbøger

Ja jeg fik jo - med skam at melde - ikke nået at lave min Netlydbogs-opgave i december, hvor den jo retteligen hørte hjemme. Nok fordi der er ret mange andre ting, der også hører hjemme i december.

Jeg har til gengæld - så at sige - kompenseret lidt for miseren ved at vælge en udpræget decemberbog til mit downloadforsøg. Nemlig Gunnar Willes: Ritas jul, som jeg til min store fornøjelse spottede under min lidt planløse bladren rundt i udvalget.

Det lykkedes også at downloade den uden problemer. Men det tar' f...... godt nok lang tid at hente sådan en svend ned. Over ½ time over min hjemlige linie.
Jeg måtte også lige en tur ind over MicroSoft for at hente en ActiveX-komponent ned, før jeg kunne komme til at afspille lydbogen, men det var bare at følge anvisningerne på skærmen, så det var der ingen ben i.

Til gengæld fumlede jeg lidt rundt i det, da jeg skulle overføre filen fra min download-mappe til MediaPlayeren. Man kan nemlig øjensynlig godt bede MediaPlayer afspille et kapitel uden at pakke det ud, men man kan ikke overføre den pakkede Zip-mappe til MediaPlayer. Den skal udpakkes først. Det vidste jeg vel egt. også godt, men dels er det længe siden jeg har hentet filer ned til MediaPlayeren, dels var jeg i humør til at springe over hvor gærdet var lavest. Hvad det jo så viste sig ikke at være alligevel :-) Så deeet...
Nå men i hvert fald fik jeg hørt dele af Ritas jul, som stadig er en fremragende julehistorie. Ikke mindst når den - som her - læses og lydledsages af forfatteren selv.

PS: En indrømmelse: Jeg foretog operationen hjemmefra, så jeg har dermed kostet min arbejdsplads hele 37 (skriver: syvogtredive) kroner i oplæring.
Håber den tilgiver mig. Det er trods alt det billigste kursus jeg længe har deltaget i. Og forplejningen undervejs var i det mindste for egen regning :-)

Ingen kommentarer: