fredag den 9. januar 2009

Netlydbøger

Ja jeg fik jo - med skam at melde - ikke nået at lave min Netlydbogs-opgave i december, hvor den jo retteligen hørte hjemme. Nok fordi der er ret mange andre ting, der også hører hjemme i december.

Jeg har til gengæld - så at sige - kompenseret lidt for miseren ved at vælge en udpræget decemberbog til mit downloadforsøg. Nemlig Gunnar Willes: Ritas jul, som jeg til min store fornøjelse spottede under min lidt planløse bladren rundt i udvalget.

Det lykkedes også at downloade den uden problemer. Men det tar' f...... godt nok lang tid at hente sådan en svend ned. Over ½ time over min hjemlige linie.
Jeg måtte også lige en tur ind over MicroSoft for at hente en ActiveX-komponent ned, før jeg kunne komme til at afspille lydbogen, men det var bare at følge anvisningerne på skærmen, så det var der ingen ben i.

Til gengæld fumlede jeg lidt rundt i det, da jeg skulle overføre filen fra min download-mappe til MediaPlayeren. Man kan nemlig øjensynlig godt bede MediaPlayer afspille et kapitel uden at pakke det ud, men man kan ikke overføre den pakkede Zip-mappe til MediaPlayer. Den skal udpakkes først. Det vidste jeg vel egt. også godt, men dels er det længe siden jeg har hentet filer ned til MediaPlayeren, dels var jeg i humør til at springe over hvor gærdet var lavest. Hvad det jo så viste sig ikke at være alligevel :-) Så deeet...
Nå men i hvert fald fik jeg hørt dele af Ritas jul, som stadig er en fremragende julehistorie. Ikke mindst når den - som her - læses og lydledsages af forfatteren selv.

PS: En indrømmelse: Jeg foretog operationen hjemmefra, så jeg har dermed kostet min arbejdsplads hele 37 (skriver: syvogtredive) kroner i oplæring.
Håber den tilgiver mig. Det er trods alt det billigste kursus jeg længe har deltaget i. Og forplejningen undervejs var i det mindste for egen regning :-)

mandag den 10. november 2008

borger.dk

Borger.dk er en rimelig venlig portal at arbejde i.
Både hvis man søger spørgsmålene via emneopdelingen og via søgefaciliteten, er der gode chancer for at ramme plet.
Ydermere er der - når man først har fundet svaret på sit spørgsmål - til højre i skærmbilledet faciliteten "borger.dk anbefaler også", hvor der gives gode henvisninger til andre relevante sider. Leder man efter reglerne omkring unges fritidsjobs, henviser anbefalingen f.eks. til LO's Fritidsjobguide, hvor man kan læse om lønforhold, ansvar og regler. Meget fint.

Dog skal der ind imellem mobiliseres et vist omfang af kreativitet, hvis man vil bruge emneguiden. F.eks. ved spørgsmålet vedr. anmeldelse af cykeltyveri. Men det er jo aldrig nogen skade til at få styrket sit kreative talent, og få øvet sig i at tænke ud af boksen :-)

fredag den 17. oktober 2008

Library Press Display - en smart e-resurse?

Ja den er smart. Men man skal nok lige træne lidt i den.
Kan i hvert fald godt forstå at flere af de lokale netnødder har kløet sig i knolden og tænkt hva f.....!
Eller rettere : hvor f..... !!
For svaret på e-resurse-bloggens spørgsmål 3's har blafret lidt i vinden, hvis man først er gået i gang med opgaven en uge efter "release-datoen". Den snedige "dato-lineal" der ligger øverst i skærmbilledet i Library Press Display (LPD) - og som skulle være den nemme vej til svaret - viser sig nemlig kun at gå 6 dage bagud. Og så blev opgaven pludselig meget meget svær. Der er derfor efterfølgende tilføjet et par oplysninger til opgaven, så den bliver til at tackle igen.
Men på den måde kan man sige at vi alle lærte noget om LPA :-)
Og på trods af at den altså åbenbart har nogle søgemæssige svagheder, så kan man stadig finde rigtig meget i den.

Og et lille tip, som vist ikke var med i præsentationen af LPD: Man kan ikke søge danske aviser i LPD, hvis man søger fra en pc i Danmark. Det kan man til gengæld, hvis man går ind på LPD fra en pc uden for landets grænser. Så her er der altså mulighed for at holde sig ajour med danske nyheder, når man ferierer udenlands.

torsdag den 15. maj 2008

Studiebesøg på Hjørring Bibliotek

Var til 80-års fødselsdag i det nordjyske i sidste uge, og benyttede lejligheden til at aflægge den nærliggende metropols splinternye bibliotek et besøg.
Jeg sværger jo ellers til mit gode (og efterhånden også ret gamle må jeg nok erkende) Olympus spejlreflekskamera. Men denne gang måtte det vige for mit lånte digitalkamera. Og det blev til en del billeder.
Jeg ville egentlig bare lægge dem ud på Flikr. Den kender jeg jo fra 23 ting-projektet. Men i mellemtiden har jeg så fundet ud af, at Picasa ikke bare er billedredigering, men også webalbum. Så det måtte jo prøves af.
Så nu har jeg først tilføjet lidt understøttende billedtekst, og derefter smidt dem ud i Picasas webalbum, så I også kan se med.
Det er et flot bibliotek de har fået ud af det synes jeg. Og med mange sjove ideer og opstillinger. Men kig selv og se hvad I synes.

De ligger her:
Hjorring Bibliotek

tirsdag den 22. april 2008

Den 24. ting

Mens vi venter på 23 ting+ - og på det store øjeblik da lodtrækningen om den bærbare skal finde sted - kan I jo træne lidt med en Herlev-lokal 24. ting. Nemlig vores kommende bookingsystem.
Jeg vil ikke lægge et link til det her, da det jo ikke er offentligt tilgængeligt endnu. I stedet vil jeg opfordre Jer til at gå ind på intranettet/startsiden og finde linket til bookingsystemet.
Linket fører både til lidt oplysende info og til selve bookingsiderne. Her kan I se, hvordan det ser ud og prøve at oprette og slette bookinger på forskellige måder. Så er det nemmere at gå til den dag vi tager det i brug for alvor.

I er velkomne til at kommentere på det her på bloggen. I skal dog vide at det er et lille og relativt begrænset system, og det kan ikke mere end det kan. Men det kan booke, og det er det vi har ønsket os.
Men skulle I falde over mystiskheder, have ideer eller spørgsmål til det, så skriv bare løs. Så skal jeg forsøge at svare.
Systemets videre færd er p.t. lagt i hænderne på FUL'erne. Så spørgsmål som: hvornår går vi i gang?; hva' nu med de brugere som ikke er i lånerregisteret? o.l. må I stille til FUL'erne.

tirsdag den 15. april 2008

Facebook minus one

Facebook må fremover klare sig uden mig. Communities som MySpace og Facebook bliver nok aldrig lige min kop the. Og der er i hvert fald ikke noget i dem, som jeg lige står og savner i min tilværelse.
Der er meget arbejde i det, hvis siderne skal vedligeholdes ordentligt, og samtidig er der en vis risiko for at oplysningerne bliver brugt i sammenhænge jeg ikke bryder mig om, så sammenlagt finder jeg ulemperne større end udbyttet. Altså ud med den!

Når man vil ud af "suppedasen" kan man gøre det på to måder. Man kan vælge blot at deaktivere sin Facebook-konto. Gør man det, kan man senere fortryde og bare logge på med sit "gamle" login og password igen. Hvis man vil helt ud, skal man indsende en formular og bede om at blive fjernet. Så modtager man en mail om at de har modtaget ens anmodning og at de vender tilbage.
Et par dage senere modtager man en ny mail med besked om at ens profilinformation og e-mail nu er fjernet fra deres login-database. Og det er det.
Jeg har bedt dem om at slette mig helt af basen, da jeg ikke forventer at få brug for den igen. Skulle jeg mod forventning få lyst til at blive Facebookianer senere, kan jeg sikkert godt finde ud af at oprette en ny profil :-)

Nu har jeg i hvert fald set hvordan den fungerer, og hvad man kan finde på den. Og det er jo altid interessant at lære nyt.

søndag den 30. marts 2008

MySpace er yt!

Eller også er det mig der er. Jeg er i hvert fald ikke mere en del af det. Jeg har nemlig lige bedt MySpace om at annullere min konto. Fænomenet siger mig ikke rigtig noget og jeg gider ikke bruge tid på at vedligeholde noget jeg ikke bruger.
Jeg er stadig at finde på FaceBook, men jeg overvejer løbende hvor længe jeg vil ligge der. Jeg gider vist ikke rigtig bruge den tid der skal til for at "få udbytte" af en sådan konto. Og jeg gider heller ikke rigtig de quizzer og forskellige småprogrammer der ligger der. Det er sjovt at man kan gøre det, men det er ikke sjovt at gøre det. Det er vist min konklusion på den ting.

Det var sådan set også let nok at finde ud af at annullere profilen. Men man kan godt få den tanke undervejs, at de meget nødig vil af med en. Man skal i hvert fald bekræfte sin udmeldelse mange gange :-)
Først går man ind på sin startside, finder sine kontooplysninger og klikker på det link der hedder "annuller kontoen". Så skal man bekræfte et par gange at man virkelig mener det - og også gerne forklare hvorfor. Når man har gjort det, får man en mail tilsendt, og heri er der endnu en gang et link man skal aktivere for endeligt at bekræfte ens udmeldelse! Så man må sige de gør meget for at forhindre at man uforvarende kommer til at framelde sig tjenesten!
Men nu regner jeg med at de - som de lover i vejledninger og mails - vil slette min konto indenfor 48 timer.
Og jeg har en ting mindre at skulle holde øje med :-)